Strikkede vanter efter farmors forbillede

Min farmor strikkede ivrigt til os børnebørn, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg et par grønne vanter med. De er blevet så slidte nu, hvor også min datter gerne vil låne dem, at jeg har måttet reparere begge tommelfingre, hvilket gav mig idéen til selv at strikke et par. Nu kan jeg faktisk godt strikke, men jeg kan ikke følge en opskrift, hvor man skal sidde og tælle masker og pinde og tage ind efter * og huske alle forkortelserne. Så jeg har prøvet at lure farmors vanter af, og da jeg første gang nåede til tommelfingeren, var jeg lige ved at stå af. Men nu er jeg nået til anden vante, og det ser ud til at lykkedes. 

Der er noget ved håndarbejde, der er så fantastisk velgørende: man er pludselig selvforsynende som en anden bonderøv, og der er en god portion stolthed forbundet med resultatet, selvom det måske ikke er så kønt ... måske handler det om at fuldføre projektet, selvom det virker uoverskueligt undervejs med syv pinde i garnet. Nu er jeg i hvert fald klar til næste vinter!

Strikkede vanter