Min farmor strikkede ivrigt til os børnebørn, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg et par grønne vanter med. De er blevet så slidte nu, hvor også min datter gerne vil låne dem, at jeg har måttet reparere begge tommelfingre, hvilket gav mig idéen til selv at strikke et par. Nu kan jeg faktisk godt strikke, men jeg kan ikke følge en opskrift, hvor man skal sidde og tælle masker og pinde og tage ind efter * og huske alle forkortelserne. Så jeg har prøvet at lure farmors vanter af, og da jeg første gang nåede til tommelfingeren, var jeg lige ved at stå af. Men nu er jeg nået til anden vante, og det ser ud til at lykkedes.
Der er noget ved håndarbejde, der er så fantastisk velgørende: man er pludselig selvforsynende som en anden bonderøv, og der er en god portion stolthed forbundet med resultatet, selvom det måske ikke er så kønt ... måske handler det om at fuldføre projektet, selvom det virker uoverskueligt undervejs med syv pinde i garnet. Nu er jeg i hvert fald klar til næste vinter!
 |
| Strikkede vanter |
Når man en gang imellem fortæller historier for børn, er det en fordel at have handskedukker eller lignende til at understøtte det talte ord: det levendegør historien, og børnene har nemmere ved at huske historien, når den er konkretiseret.
En af mine tidligere kolleger havde får til at gå ude ved fru Møllers Mølleri i Bjergager, og jeg var så heldig at få en kæmpe sæk friskklippet uld med hjem i foråret 2011. Af det filtede jeg (med nål) disse tre bukkebruse, der selvfølgelig også skulle have selskab af en trold: han er ikke særligt skræmmende, men han skal også kunne gå på omgang i børnehænder uden at skræmme dem. Men når historien bliver fortalt, og trolden brøler "HVEM ER DET, DER TRAMPER PÅ MIN BRO?", kan han nu godt få børnene til at hoppe af skræk og fryd.
 |
| De tre bukkebruse |
Jeg har en god stak små lærreder på 30x30 cm, der egner sig godt til maleglade børn. På en særlig farveglad dag malede vi bondegårdsdyr, og resultatet fra min hånd blev disse to fyre. Kaninen har jeg sidenhen brugt som barselsgave, men grisen bor her stadig.
Når jeg tegner, er jeg altid mest optaget af motivet i forgrunden, jeg tegner sjældent landskaber, så mine baggrunde er tit hvide, uudfyldte flader: Men måske gør det ikke så meget, hvis man så som her, giver baggrunden en kraftig, næsten komplementerende farve?
I efteråret 2012 fik jeg en invitation fra Ewiket Lehibret (NGO - opfører skoler i Etiopien) til at bidrage med et billede til en auktion med lokale kunstnere. Jeg kunne ikke selv være med til auktionen, men det samlede salg var på over 70.000 kr. Det er en god start, når "målet er at give så mange etiopiske børn som muligt en solid skoleuddannelse for derved at fremme økonomisk og demokratisk fremgang for landet".
 |
| Fire fjer, 2012 |
Jeg sad en dag for et par år siden og rensede mine vandfarver, og i stedet for blot at skylle farverne af penslerne, malede jeg en række høje tændstikmennesker på et tilfældigt stykke papir. De fik nogle interessante udtryk, så jeg beholdt dem, og nu er familien efterhånden vokset. Jeg har endnu ikke - så vidt jeg ved - lavet to ens, der går jo lidt sport i det med at finde på nye kropsholdninger.
Der hænger et par billeder af denne slags hos Lægerne på Randlevvej 2 i Odder.
