søndag den 17. maj 2015

Gaver til svigermor

Min kære svigermor, Ingrid, fylder 70 år idag d. 17. maj. Derfor har jeg i et stykke tid nu været i gang med at lave gaver til hende: Ikke fordi de ting, jeg laver, er bedre end dem, man kan købe, men fordi hun er et af de mennesker, der sætter pris på hjemmelavede ting. Det giver det kreative arbejde en anden dimension, at man laver det til nogen: så giver det mening på en anden måde end når man bare strikker for at holde sig vågen foran fjernsynet om aftenen, ikke?

Min svigermor interesserer sig for fugle, hun tager på fugleture rundt i hele landet, og sidder ofte i bidende vind og silende regn for at få et kort glimt af en ørn eller en lille sangfugl. Derfor får hun et par strømper til at holde fødderne varme på de kolde ture, et fuglehus, der kan lokke fuglene til i haven og tre akvareller af hendes yndlingsfugle (jeg var nødt til at udfritte hende, men hun var høflig nok til ikke at spørge ind til, hvorfor jeg dog ville vide det). 







søndag den 8. marts 2015

Theo James

Vi fortsætter i genren blyantsportrætter med endnu en mand ... ikke fordi de nødvendigvis er flottere at se på end kvinderne, men når man vælger fotos af kendisser fra nettet at tegne efter, er variationen blandt mænd størst, og det er dermed nemmere at finde et forlæg med tilpas kontrast. Kvinderne bliver ofte fremstillet i endnu en flot gallakjole og måske endda photoshoppede, så alle rynker og skygger i ansigtet er fjernet: og det gør det for mig kedeligt at tegne. 

Theo James herunder spiller med i filmen Divergent, der i stil med Hunger Games og Maze Runner hitter blandt de unge mennesker, heriblandt min datter.


Theo James

fredag den 6. marts 2015

Danny O'Donoghue

Min datter har sat mig på arbejde igen ved at bestille et tegnet portræt af forsangeren Danny O'Donoghue fra det irske band, The Script. Det er ikke optimalt at lave en tegning efter et foto, hvor den øverste del af håret mangler, men indtil vi skal se bandet på Jelling Festival til maj, kan tegningen godt gå an på et pigeværelse.

Portrætter er en sær størrelse, for jeg kan være virkelig tilfreds med en tegning, mens jeg arbejder på den, men når jeg ser det færdige resultat, er der altid en skævhed, for store øjne eller for brede kinder - men det er nok udfordringen og glæden ved det meste kreative arbejde: processen overskygger ofte produktet.


Danny O'Donoghue - The Script

fredag den 13. februar 2015

Honey Lemon

Vi har fået en ny yndlingsfilm herhjemme, nemlig Disneys animationshit fra 2014: Big Hero 6. God humor, fede stunts og de dejligste figurer! Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt min favorit er Baymax (oppustelig og knuselskelig robot) eller Fred (skaterdrengerøv og ildspyende drage med stor livsglæde). Min datters favorit er Honey Lemon (højtråbende og smilende kemi-geni med laaangt hår og laaaaange ben), så det blev vinterferiens store projekt. Det tog mig to hele dage, men jeg er rimelig glad for resultatet. 

Jeg har tidligere lavet både engle og nisser efter samme model, så udfordringen denne gang var at ramme et oplæg så præcist som muligt, hvad angår både tøj, hår og ansigtsudtryk. Hun har endda fået en mobiltelefon i silk clay - den blev for besværlig at hækle med alle de detaljer. Det var også min hensigt at hækle et par højhælede sko, men det blev for akavet, så min Honey Lemon (eller rettere Astas) danser nu rundt i bare tæer.

Billederne herunder viser min proces, nederste billede viser den originale Honey Lemon.