onsdag den 31. juli 2013

Duften af svensk skov

Jeg har lige været i Sverige - ti skønne dage i Smålands smukke natur. Skovene består af fyrretræer, birketræer og en enkelt eg hist og pist, og skovbunden er dækket af mos, lav, tyttebær og blåbær. Det var som at træde ind i barndommens verden: her kunne Ronja Røverdatter finde rævehuler og Tyttebær-Maja samle forråd. At tegne eller male i naturen er for mig en god måde at fastholde øjeblikket og stemningen på, det giver ro og fordybelse og man har et personligt minde, der måske holder længere end et fotografi. 

Det har dog også sine udfordringer at være naturmaler: da jeg lavede det store træ herunder, måtte jeg trække i læ i teltet, da det begyndte at regne undervejs, og det er som bekendt ikke nemt at skelne små detaljer gennem et plastikvindue dækket af regndråber - så måtte andre træer indenfor synsvidde tjene som inspiration. Og da jeg havde vovet mig ud i skovbunden på en solskinsdag for at tegne det lille fyretræ, måtte jeg konstatere, at jeg ikke maler hurtigt nok: skyggerne skifter, så jeg måtte flytte for ikke at blive skoldet, solen tørrede vandfarverne ud så hurtigt, at det var svært at male vådt i vådt, som jeg foretrækker, og skovmyrerne udgjorde en seriøs distraktion. På trods af naturens forstyrrende elementer har jeg nu to billeder, der dufter af solskin og blåbær, og som afgiver lyden af sommerens mange græshopper.

svensk fyrretræ
detalje af svensk fyrretræ


mandag den 15. juli 2013

Emmas isbod

Sommertid er istid, spørg bare mine børn: vi har en aftale om, at man i sommerferien (altså de tre uger, vi har ferie sammen alle fire) må få en is om dagen. Men det tager kun tre-fem minutter at spise en is, afhængig af isens størrelse, barnets appetit og solens styrke på den pågældende dag ... derfor skal min venindes datter, Emma, have dette skilt til sit legehus - så kan hun nemlig sælge legeis til sin lillebror og forældre, indtil de henter den ægte vare i fryseren eller kiosken. Hun går stadig i børnehave, og det er helt med vilje, at jeg ikke har skrevet navn eller pris på isene, så er det nemlig Emma, der bestemmer, om det er en Filur eller en "Grinebider-is", en Champagnebrus eller en "Frø-is", og hvor meget de skal koste ... måske får jeg lidt rabat? God sommer!


Emmas isbod

Emmas isbod - skitse